De fleste af os kender ham som medstifter af Just Eat og den kontante og entreprenante forretningsmand i Løvens Hule på DR, hvor han ikke lægger fingrene imellem i de verbale tæsk, når unge talenters forretningsplan pilles fra hinanden, eller får en tiltrængt økonomisk hånd og Jespers rådgivning. Men hvad har han egentlig selv lært? Vi møder Audis nye ambassadør.
Betragtet fra sidelinjen ser det ud som om, at 47-årige Jesper Buch er skåret over den læst,de fleste vil bruge i beskrivelsen af en selvskabt multimillionær. Men det er kun delvist rigtigt. Bevares, han har en tunge så skarp som et samuraisværd, et velpolstret temperament, en ”tør øjnene og kom i gang” attitude og en personlig livsstil, der kan bakke det hele op. Og bevares – med boliger i både ind- og udland, et væld af investeringer, TV-tid og en ny Audi RS 6 Avant i samlingen af biler, ja, så har han fuld fart på og har prøvet det meste.
Men der er også en anden og mere blød side af entreprenøren, der, som årene går, bliver stadig mere opmærksom på andre værdier end de økonomiske, og det er præcis den selvbevidste opmærksomhed, der har inspireret parterne til et samarbejde med Jesper som Audi ambassadør.
Du siger selv, at du er i livets tredje fase. Hvad mener du med det?
Den første fase handlede om at tilegne sig de færdigheder og holdninger, der skulle inkorporeres i mit DNA, og det mener jeg sådan set er lykkedes meget godt - selvfølgelig ikke uden bump på vejen. Jeg er opvokset i et hjem med misbrug og en far, der var alkoholiker. Nu lever han ikke mere, og det kan lyde bizart, men jeg ville faktisk takke min far for at være alkoholiker, havde han været her i dag. Det skabte et fighter-DNA hos mig, som fik mig til at tænke ”jeg skal fandeme vise, at jeg kan”.
Anden fase er der, hvor alt det man har lært skal implementeres. Altså ud og sikre en professionel karriere. Det gjorde jeg igennem iværksætteri. Faktisk har jeg aldrig ikke været ansat i mit voksenliv. Jeg vidste, jeg havde 20 år i min primetime, hvor fysik og hjerne kunne holde til at arbejde 80 timer om ugen. Primetime er fra man er ca. 25 til 45 år. I hvert fald for mit vedkommende. Det var i de 20 år, jeg skulle nå mit erklærede mål om at være økonomisk uafhængig. Et mål jeg har haft, lige siden jeg var 16 år gammel, og et mål jeg har fulgt og prioritereret over mig selv og alle andre omkring mig.
Den tredje fase er at føle mig lykkelig så meget som muligt. Ro på privatdelen og en sund livsstil, hvor jeg tænker over, hvad jeg drikker og spiser og 6-8 timers padel om ugen. Det tror jeg på øger chancerne for at blive 80 år. Jeg lider jo af ”post-exit” syndromet. Jeg kan jo gøre hvad jeg vil, når jeg vil. Jeg kan selv styre min kalender. Sove til kl. 9, spille padel, rejse tre, fire eller fem måneder om året. Jeg kan planlægge mig ud af det hele. Det er en befriende fornemmelse, som jo kun er muligt efter 20 år med speederen i bund. Nu er jeg 47 år og skal kunne sige til mig selv, at nok er nok. Jeg skal leve det liv, jeg har drømt om i 20 år – fordi jeg kan. Jeg er blevet rigtig god til at sige NEJ. Det er vigtigt for at være i stand til også at kunne nyde både tredje og fjerde kapitel. Så jeg skalerer så at sige ned, og om 10 år så har jeg ”exittet” alle mine investeringer. Mit sidste projekt og min drøm er at bygge et high-end boutique hotel med 20-30 værelser.
Samarbejdet med Audi er dit første kommercielle samarbejde af denne art. Hvorfor lige Audi?
Jeg har altid sagt, at hvis jeg skal have et kommercielt samarbejde med en tredjepart, som jeg ikke er medejer af, så skal det være et brand, som jeg har respekt for. Et superbrand, som alle i verden kender, og et brand, der repræsenterer værdier, som ligger mit hjerte nær. Sådan er min holdning også til noterede aktier. Jeg køber kun aktier i selskaber, der er med til at gøre en positiv forskel. Audi gør en forskel. Det er et super fedt brand, og jeg er sgu stolt af at være ambassadør - og der skal satme ellers meget til.
Hvad er det vigtigste, du har lært om dig selv igennem din karriere?
Det er, at selvtillid og selvværd betyder alt. Jeg har 25 år i bagagen og erfaring med at drive en stor forretning, men også evnen til at vurdere, hvad der er en god og en dårlig investering. Jeg tror, jeg har bygget mig selv et af de bedste navne i Europa omkring det at investere succesfuldt i start-ups. Jeg har mere end 800 timers erfaring i stolen, i Løvens Hule, over otte år. Jeg er den løve, der har siddet længst i panelet. Inden jeg startede med at medvirke i Løvens Hule, lovede jeg mig selv, at jeg ville være mig selv. Selvom det kan være svært foran syv rullende kameraer, så har jeg haft evnen til at lykkes med det. Og det er gået rent hjem i stuerne. Det fortæller mig, at hvis man kalder en spade for en spade og en skovl for en skovl og er arrogant, men tilpas ydmyg, så kan man nå ret langt. Og det er sådan jeg er. Det er dejligt ikke at skulle påtage sig en rolle for at eksistere.
Jamen, det hele startede med en Toyota Corolla fra 1983 til 15.000 kr. Og så videre til en Opel Kadett. Senere kom jeg over i en Porsche Cayenne, men den blev stjålet. Jeg har kørt Audi siden 2007 og lagde fra land i en Audi S6, så Q7, så en RS 6 Avant, som jeg stadig har i Spanien og senest en fabriksny RS 6 Avant, som jeg har fået leveret for ganske nylig. Tusindvis af unge bliver inspireret af at se, at hårdt arbejde kan lønne sig. Mange af dem drømmer selv om en lækker og eksklusiv bil, samtidig med at de kan hjælpe med at skabe et bedre i morgen.
Dine tre bedste råd til de af læserne, som drømmer om at starte egen virksomhed?
Det er meget vigtigt, at man har evnen til at brænde igennem. Det er ok at være introvert, men man skal have en med, som har den ekstroverte del – eller lære det selv, som jeg gjorde. Punkt 2, så skal man forstå, at man skal investere i mennesker. Du skal have evnen til at tiltrække dygtige
mennesker omkring dig til at skubbe dit brand. Punkt 3, din forretning skal hele tiden processeres. Man laver fejl, og det er ok, men den skal ikke laves to gange. Det er der hverken tid eller råd til.
Processer din forretning ud i alle kroge, så bliver der ikke lavet fejl, og så er du på vej til at blive markedsleder og slå dine konkurrenter. Og så lige en bonusinformation og punkt 4: Der skal være en plan. Hele tiden. Ikke kun plan A, men også B og måske C. Og de skal løbende justeres.