Kokken, arkitekten og designeren

Der var de så – lige foran os: Marc Lichte, Chefdesigner hos AUDI AG. Rasmus Munk, køkkenchef og co-founder af Michelin-restauranten Alchemist. Bjarke Ingels, arkitekt og stifter af BIG. Tre voldsomt innovative og succesfulde profiler, der midt imellem møbelklassikere fra Børge Mogensen, Hans J. Wegner, Nanna Ditzel og mange flere var inviteret til en snak om design, inspiration og ambition.

”Aftenens emner er design, og derfor er det fantastisk, at vi kan være i dette smukke lokale hos Fredericia Furniture, som emmer af design,” udtrykte Rikke Hamilton, da hun i sin rolle af Direktør for Audi Danmark bød gæsterne velkommen.
Hvad håber du, gæsterne kan tage med hjem fra denne aften?

”Vi er alle en del af en bæredygtig omstilling, både privat og arbejdsmæssigt, og hos Audi har vi for længst startet rejsen mod en grønnere bilproduktion. Vi har sat hårde deadlines for os selv, og allerede fra om tre år kommer vi kun til at præsentere nye modeller, der er 100% elektriske. Derfor håber jeg med aftenens event, at deltagerne får et frisk pust og nogle andre vinkler på områderne inden for design og bæredygtighed fra personligheder, som i den grad har bevist, at de kan deres kram og derfor har opnået vanvittig succes med deres kompetencer.”

Moussa Mchangama, der er co-founder af In Futurum, var moderator på dialogen, og lagde ud med at lade de tre herrer introducere sig selv og fortælle, hvordan de fik hul på deres succesfulde karriere.

Rasmus Munk: Jeg er køkkenchef og medstifter af Restaurant Alchemist i København. En restaurant med et formål. En platform og et ”space” som er en meningsfuld måde at bruge mad som kunst. Præcis som instrumenter er det for musikanter. Det tager seks timer at spise hos os, og det skal være en oplevelse for livet.

Jeg har altid haft en passion for mad, og da jeg var 14-15 år gammel, startede jeg med at lave frokost til 200 smede hver dag. På et tidspunkt deltog jeg i en lokal madkonkurrence, som jeg vandt, og her var præmien en tur til London og middag på ”Fat Duck”.

Da jeg kom tilbage, spurgte jeg min chef om, hvorfor vi ikke gjorde noget lignende, og hvorfor jeg kun måtte skære salat, hvortil han svarede ”Fordi du ikke har nogen mål for dig selv. Du er for langsom.”

Fire år senere havde jeg vundet 22 ud af 24 konkurrencer. Den kommentar fra min chef ændrede mit liv.

Bjarke Ingels: Jeg startede med at studere arkitektur, men min rejse startede først rigtigt med en tur til Rotterdam, hvor den mest betydningsfulde arkitekt inden for de sidste årtier, Rem Koolhaas, arbejdede. Jeg gik ind på deres kontor (arkitektfirmaet OMA, red.) og spurgte efter ham, men fik at vide, at han ikke længere arbejdede der. Han havde sagt op. Så spurgte jeg efter en anden. Han tog min portfolio og kritiserede alt. Men han endte alligevel med at give mig et job. Det var lige der, at tingene skete for mig. Man skal investere noget sved i det.

Faktisk troede jeg, at jeg skulle være tegneserietegner, men jeg fandt ud af, at der ikke var et akademi, som tilbød det i Danmark. Så jeg tog det, som kom tættest på. Arkitektskolen. Så kunne jeg lære at tegne baggrunden og så tegneserierne senere.

Jeg husker stadig, at jeg brugte et helt semester på at koge træ og lærte, at træ husker sin form, når det tørrer. Så man kan sige, at jeg blev forelsket i plan B og slap taget i plan A.

Marc Lichte: Jeg opvoksede i en kedelig by i Tyskland. Min far var tosset med biler. Hver weekend kørte han up hill race i sin Porsche Carrera 2.7. Selv når vi var nede at handle, kørte han slalom på parkeringspladsen.

Min bedstefar var besat af malerier. Han kopierede originale malerier fra de bedste kunstnere: Rembrandt, Van Gogh osv. og fik ordrer fra venner og bekendte. Når jeg kom hjem fra skole, lærte han mig at male og at overskue komplekse motiver. Det lærte mig meget. Så meget, at min lærer ikke troede på, det var mig, der havde malet mine billeder.

Da jeg var omkring 10 år, begyndte jeg at tegne biler. Jeg startede altid med hjulene. Da jeg var 12 år, skrev jeg en artikel om ”transportation design” uden at vide, at det kunne være et arbejde. Da jeg fandt ud af det, ville jeg til Pforzheim (universitet, red.) og studere bildesign. Jeg færdiggjorde skolen som 16-årig. Jeg deltog i en designkonkurrence fra et af bilmagasinerne og vandt. Førstepræmien var tre måneder i Detroit, hvor jeg efterfølgende blev tilbudt 6 måneder hos Opel – dengang GM.

Jeg deltog i verdensmesterskabet mellem fire universiteter og efter et år med hårdt arbejde vandt jeg konkurrencen. Mange ”Head of Design’ere” rakte ud, og jeg blev tilbudt en løn på 6.600 Tyske Mark. Det var meget dengang, og hvis man skred, skulle man betale pengene tilbage… Så jeg blev. Siden kom jeg til Volkswagen og så til Audi i 2014.

Moussa: Er bæredygtigt design en udfordring?

Bjarke Ingels: For 20 år siden gennemførte vi et researchprojekt… nej, jeg går længere tilbage. Det første vi nogensinde tegnede, var en svømmehal, men det blev aflyst. Så fik vi opgaven med at designe havnebadet på Bryggen. Da det åbnede, fandt folk ud af hvor vigtigt det er, at vandet er rent. Ikke kun for fiskene. Vi tænkte, at måske er dette en større idé, og vi kaldte det hedonistisk bæredygtighed – at den bæredygtige by ikke kun er bedre for miljøet, men også er bedre og mere underholdende at bo i.

De elektriske biler blev oprindelig designet for ”de mange” med den danske Ellert. Nu er elbilen det mest sexede, hurtigste og lækreste. Jeg mener, hvis det bæredygtige valg er det mest eftertragtede valg, så vinder bæredygtigheden.

Mark Lichte: Jeg har en klar tilgang. Jeg har designet 150 biler. Selvfølgelig har Audi en strategi, men jeg har en meget klar tilgang. Det traditionelle er at købe en bil. Så får den et facelift efter tre år, og så køber man den nye. Men er det bæredygtigt? Jeg er drevet af tidløse designs som fx Barcelona stolen. Den er fra 1920’erne. Det første jeg købte for min løn, var den stol. Jeg vil skabe sådan noget. Noget, der lever i 10, 15 eller flere år. Tidløst, ikke kedeligt. Biler, man kan renovere. I dag bliver bilen produceret og kommer aldrig tilbage til fabrikken. Hvorfor ikke vende det om og tilbyde biler i moduler. En faceliftet front fx. Det er det, jeg er drevet af, og det vil være en radikal ændring.

Stof af PET-flasker i stedet for læder er fint, men forestil jer en bilproduktion og levetid, der bliver lavet helt om. Det er noget, der batter.

Moussa: Degrowth… hvad synes du om det, Bjarke? (ordet dækker over en tro på at mindre produktion og forbrug betyder større social og økologisk velfærd, red.)

Bjarke Ingels: Jeg tror ikke på det. Vi brændte træ for 200 år siden, så kul, olie og gas. Eneste ting i verden, der ikke bruger energi, er døde ting. Vi skal ikke bruge mindre energi eller have mindre vækst, men producere energi fra vedvarende energikilder. Solen spiller en vigtig rolle her, så vi kan give samme oplevelse til alle på jorden – uden det ødelægger noget. Vi skal accelerere transformationen til vedvarende energi.

Vi har lige været til åbning af en fabrik i Norge, der er CO2-neutral. De får energi fra lokal vandkraft, hvilket ikke kun giver god mening sådan helt basalt, men også rimer rigtig godt på firmaets formål, da de er et firma, der producerer udendørsmøbler. De tilbyder i øvrigt livstidsgaranti på produkterne. Så jeg tror på, der er en vej til bæredygtig vækst.

I de helt perfekte omgivelser formåede de tre innovative personligheder at give de inviterede et indblik i nogle af de tanker, som præger de valg, de tager til hverdag – og hvordan de – præcis som alle os andre – startede fra begyndelsen, drevet af ambitioner og en tro på at kunne gøre en forskel.