Audi skysphere concept er konstrueret på en sådan måde, at passagerkabinen bliver midtpunktet, hvor personerne i bilen ikke længere kommer i anden række i forhold til teknologierne. Interiøret bliver i stedet til et interaktivt rum. Audi skysphere er udviklet til autonom kørsel¹, hvilket betyder, at føreren under visse vej- og trafikforhold kan overlade hele ansvaret til bilen og ikke længere behøver at foretage sig noget.
Med alle betjeningselementer ude af syne i ”Grand Touring”-indstillingen er bilens kabine et luftigt og åbent rum med et design, som sætter nye standarder for moderne luksus. De komfortable sæder har en visuel elegance, som oser af design, men som uden kompromiser opfylder bilsædernes funktion ved kørsel – sidestøtte og sikkerhedsfeatures er en del af pakken. Takket være den variable position i passagerkabinen byder de på stor bevægelsesfrihed og masser af benplads.
I ”Grand Touring”-indstillingen kan personerne i bilen nyde den frihed, som følger med autonom kørsel: De kan slappe af i den friske luft, nyde landskabet og vinden i håret, eller de kan gøre brug af infotainmentsystemernes muligheder. Store touchscreen-monitors på instrumentpanelet og øverst på midterkonsollen bruges til at betjene bilen og infotainmentsystemerne. Det gør det muligt at få vist indhold fra internettet, afholde videokonferencer eller streame film.
Audi skysphere concept er koblet op til et digitalt økosystem, som tilbyder personerne i bilen en lang række tjenester, der ikke er begrænset til en specifik køretur. Med udvalgte tilbud, der er skræddersyet til passagerernes personlige smag – fx galleriåbninger, digitale butiksbesøg eller middagsreservationer – giver de digitale tjenester ekstra oplevelser på farten.